Medarbejdere til specialiseret plejehjem – “Sammen, når livet kræver det”
"Et godt liv – hele livet."
Vil du være en del af en arbejdsplads, hvor nærvær, faglighed og menneskelighed er i centrum? Så søver vi i Pleje & Omsorg engagerede medarbejdere til et mindre plejehjem med plads til 10 ældre borgere i udsatte positioner. Her er hverdagen præget af tæt samarbejde, stærke relationer og en fælles ambition om at gøre en forskel.
Jobbet
Du bliver en del af en ny specialiseret indsats, som omhandler “Bedre rammer for socialt udsatte ældre på plejehjem”. Indsatsen etableres på Richtsens Plejecenter i afdelingen Skovbrynet, hvor vi opretter 10 pladser til ældre borgere i udsatte positioner.
Målgruppen kan have komplekse behov – både sundhedsmæssigt, socialt og psykisk – og har ofte svært ved at trives i traditionelle plejehjem. Derfor arbejder vi med en fleksibel hverdag, hvor relationer, tryghed og respekt er i centrum. Du bliver derfor også en del af et tværfagligt team, hvor samarbejde og fælles ansvar er afgørende for at skabe en tryg og meningsfuld hverdag for beboerne.
Du behøver ikke have erfaring med målgruppen på forhånd. Det vigtigste er, at du er nysgerrig, tålmodig og oprigtigt interesseret i at arbejde med mennesker, som kan have brug for noget andet end det, man plejer.
Dine opgaver
- Yde pleje, omsorg og støtte.
- Skabe tryghed og stabile relationer.
- Bidrage til en meningsfuld hverdag.
- Arbejde tæt sammen med kolleger.
Du har den helt rigtige profil, hvis du
- har en relevant faglig baggrund (fx social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper eller lignende)
- har lyst til at arbejde med udsatte borgere
- er relationsstærk og møder andre med respekt
- tager ansvar og bidrager til fællesskabet
Hos os får du
- et stærkt kollegialt fællesskab
- en hverdag med mening og ansvar
- mulighed for at udvikle dig fagligt
"Vi ved, at vi nogle gange er den sidste varme hånd." En rolle, der forpligter – og som gør arbejdet meningsfuldt.
Her bor vi
Richtsens Plejecenter er beliggende i den vestlige ende af Tønder by. Centeret ligger tilbagetrukket fra vejen i tæt forbindelse med skovområde, hvor der er rig mulighed for udendørsaktiviteter med beboerne. Samtidig er der kort afstand til indkøbsmuligheder. Der er et dagscenter med to lokaliteter på plejecenteret. Hjemmeplejen, sygeplejen og terapeuter har indmødested på centeret.
Tønder ligger i et spændende område med et rigt natur- og fugleliv. Tøndermarsken er natur i verdensklasse og byder blandt andet på marskstien, en 54 km vandretur i et helt særligt landskab, der synes vildt og ustyrligt, men som er designet ned i mindste detalje – formet af menneskers liv med og mod vandet.
Løn og ansættelsesvilkår
Vi ønsker stillingerne besat pr. 1. september 2026 eller snarest derefter. Stillingerne er på 37 timer pr. uge, men har du et andet ønske, taler vi om det. Du skal forvente skiftende arbejdstider inklusiv weekendarbejde tilpasset planlagte aktiviteter. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Vi gør opmærksom på, at vi inden ansættelse indhenter straffeattest.
Vil du vide mere
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte plejecenterleder Karen Inger Refslund Andersen på tlf. 20 48 76 04 eller e-mail kaira@toender.dk
Fagchefområdet Pleje og Omsorg
I Pleje og Omsorg er vi ca. 1.200 medarbejdere organiseret på omkring 20 forskellige lokationer i kommunen, som rummer hjemmepleje og sygepleje, plejecentre, træning, rehabilitering, korttidscentre, fælleskøkken, myndighed, hjælpemiddelformidling, administration, demenstilbud og ledelse.
Læs om
Lønramme
- Social- og sundhedshjælper: 27.536 kr. - 32.387 kr.
- Social og sundhedsassistent: 29.425 kr. - 34.716 kr.
- Pædagogisk assistent: 28.087 kr. - 30.470 kr.
Af hensyn til lønramme afhænger indplaceringen af erfaring, kompetence og relevant uddannelse.
Du søger stillingen ved at sende ansøgning, CV og anden dokumentation elektronisk via ansøgningslinket. Du modtager en kvittering for ansøgningen, men vær opmærksom på, at kvitteringen og en eventuel invitation til samtale kan ende i dit spamfilter.