Bliv social- og sundhedsassistentelev i Tønder Kommune

Vil du have en uddannelse, hvor du gør en forskel for mennesker i deres hverdag?

Som social- og sundhedsassistentelev i Tønder Kommune får du løn under uddannelsen, gode kolleger omkring dig og en hverdag, hvor du lærer at arbejde med pleje, omsorg og sundhedsfaglige opgaver.

Du skal ikke kunne det hele fra start. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære, tage ansvar og arbejde professionelt med mennesker.

Vi søger elever til flere forløb. Du kan søge, hvis du

  • skal starte på grundforløb 2
  • allerede har bestået grundforløb 2 og skal videre på hovedforløbet
  • er uddannet social- og sundhedshjælper og vil videreuddanne dig til social- og sundhedsassistent.

Er du i tvivl om, hvilket forløb der passer til dig? Så søg alligevel. Vi hjælper dig videre.

Det får du hos os

Som social- og sundhedsassistentelev i Tønder Kommune får du

  • et velfungerende og engageret vejlederteam med høj faglighed
  • fællesskab med andre elever
  • spændende oplæringssteder i Tønder Kommune og i regionen
  • en uddannelse med fokus på sundhed, rehabilitering, mestring og fællesskabelse
  • struktur på uddannelsen og klare aftaler om dit forløb
  • høj prioritering af din trivsel og faglige udvikling
  • mulighed for DigiTech-linje og udlandsophold
  • løn under uddannelsen efter gældende regler.

Hvad lærer du?

Som social- og sundhedsassistent arbejder du tæt på mennesker, der har brug for pleje, omsorg og sundhedsfaglig støtte.

Du lærer blandt andet, at

  • udføre sundhedsfaglige opgaver, pleje og omsorg
  • observere ændringer i borgerens helbred og trivsel
  • arbejde rehabiliterende og støtte borgeren i at mestre sin hverdag
  • kommunikere anerkendende og målrettet med borgere og pårørende
  • samarbejde med kolleger og andre faggrupper
  • tage ansvar og arbejde professionelt med mennesker.

Du kommer tæt på borgerne, og din indsats kan være med til at skabe livskvalitet og en meningsfuld hverdag.

Hvor kommer du i oplæring?

Under uddannelsen kommer du rundt på forskellige oplæringsområder:

  • Det nære sundhedsvæsen, hvor du blandt andet kommer i hjemmeplejen og på plejecenter.
  • Psykiatrien, hvor oplæringen foregår i kommunalt eller regionalt regi.
  • Somatikken, hvor du kommer i oplæring i både kommunalt og regionalt regi.

Det giver dig mulighed for at få en bred erfaring og prøve forskellige sider af faget.

Vi søger dig, der

  • har lyst til at arbejde med mennesker og møder andre med respekt, empati og tillid
  • er nysgerrig og har lyst til at lære
  • kan tage ansvar for din egen uddannelse og dine opgaver
  • er mødestabil og indstillet på skiftende arbejdstider og weekendvagt
  • kan møde ind kl. 7
  • kan samarbejde med borgere, pårørende, kolleger og andre faggrupper
  • er positiv og samarbejdsdygtig
  • kan transportere dig til dine oplæringssteder.

Du behøver ikke have erfaring fra området. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære og udvikle dig.

Hvilken vej kan du søge?

Der er tre typiske veje:

1. Grundforløb 2 + hovedforløb

  • For dig, der endnu ikke har bestået grundforløb 2 på social- og sundhedslinjen.
  • Du starter på grundforløb 2 i uge 6 2027 og fortsætter på hovedforløbet i uge 31 2027.
  • Grundforløbet foregår på Social- og Sundhedsskolen i Aabenraa. Hovedforløbet veksler mellem skole- og oplæringsperioder.
  • Med en uddannelsesaftale med Tønder Kommune er du sikret oplæringsplads og løn under hele din uddannelse efter gældende regler.

2. Direkte på hovedforløbet

  • For dig, der allerede har bestået grundforløb 2.
  • Der er opstart på hovedforløbet i uge 12 2027 og senere.
  • Skoleperioderne foregår på Social- og Sundhedsskolen i Aabenraa, mens oplæringen foregår i Tønder Kommune og i regionen.

3. Videreuddannelse fra social- og sundhedshjælper

  • For dig, der er uddannet social- og sundhedshjælper og vil videreuddanne dig til social- og sundhedsassistent. Her kan du få merit efter gældende regler.

Adgangskrav

Hvis du søger grundforløb 2, skal du have bestået dansk og matematik fra 9. klasse med mindst karakteren 02, svarende til G-niveau.

Hvis du søger hovedforløbet, skal du

  • have bestået grundforløb 2 på social- og sundhedslinjen
  • have bestået dansk på D-niveau
  • have bestået naturfag på E-niveau
  • have kompetencer svarende til førstehjælp på mellemniveau
  • have kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse.

Hvis du er uddannet social- og sundhedshjælper, gælder der særlige regler om merit og adgang.

Er du 25 år eller derover, skal du desuden have en realkompetencevurdering (RKV).

Sådan søger du

Send din ansøgning, CV og relevante bilag via ansøgningslinket.

Skriv gerne, om du

  • skal starte på grundforløb 2
  • allerede har bestået grundforløb 2
  • er uddannet social- og sundhedshjælper
  • er 25 år eller derover
  • søger voksenelevløn.

Er du i tvivl om, hvad du skal sende med? Så send det, du har – vi hjælper dig videre.

Ansøgninger behandles løbende, og vi holder løbende samtaler.

Ansøgningsfrist:

  • Hovedforløb, start uge 12 2027: 6. december 2026
  • GF2, start uge 6 2027: 8. januar 2027

Praktisk

  • Arbejdstid: 37 timer pr uge
  • Uddannelsens varighed: Grundforløb 2 varer 20 uger. Hovedforløbet som social- og sundhedsassistent varer 2 år og 9½ måned.
  • Skole: Social- og Sundhedsskolen i Aabenraa
  • Løn: Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst.

Du kan få voksenelevløn, hvis du er fyldt 25 år og opfylder kravene til relevant erhvervserfaring. Du skal selv dokumentere din erhvervserfaring.

Hvis du ikke opfylder betingelserne for voksenelevløn, kan du kontakte dit jobcenter om voksenlærlingeløn.

Vi gør opmærksom på, at vi indhenter straffeattest før du ansættes, og ansættelsen er betinget af, at attesten er tilfredsstillende.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte 

  • uddannelseskonsulent Sonja Warberg på e-mail sosw@toender.dk / tlf. 21 52 96 07
  • uddannelseskonsulent Eva Sønnichsen på e-mail evrso@toender.dk / tlf. 20 12 69 12

Vil du have en uddannelse med mening, hvor du gør en forskel for andre mennesker?

Så søg nu som social- og sundhedsassistentelev i Tønder Kommune – også hvis du er i tvivl om, hvilken vej der passer til dig. Vi hjælper dig videre.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Sonja S. Warberg Uddannelseskonsulent +45 21 52 96 07
Kontaktperson:
Eva Redlefsen Sønnichsen Uddannelseskonsulent +45 20 12 69 12
Stillingskategori: Elev
Arbejdstid: Fuldtid
Arbejdssted: Tønder Kommune
Tiltrædelse: 12-02-2027
Tønder Kommune
Wegners Plads 2 6270 Tønder
Telefon: 74 92 92 92
CVR nr: 29189781